Når det er svært at samarbejde om børnene

Skilsmisse er en situation, hvor følelserne nemt kommer til at tage magten fra én, men samtidig en situation hvor det er vigtigt- i hvert tilfælde hvis man har børn - at tænke klart og træffe kloge beslutninger. Det er smertefuldt for forældre at se deres børn have det svært med at mor og far skal skilles. Derfor ønsker forældre at gøre deres bedste for at skilsmissen skal være så skånsom mod børnene som muligt. Vi ved, at noget af det sværeste for børn i forbindelse med skilsmisse er når mor og far har svært ved at samarbejde om at være forældre. De fleste forældre finder heldigvis fint ud af det.

Men nogle gange er det bare ikke så let, og det er meget forståeligt: man kan føle sig voldsomt såret og svigtet og føle at den anden er skyld i en masse ubehagelige ændringer skilsmissen har medført. Man kan ikke længere være sammen med sine børn hver dag, man er måske nødt til at flytte, økonomien er dårligere, man har mistet venner, og måske synes man, man har mistet alt det man troede på. Man kan også føle sig psykisk nedkørt ovenpå et forhold som længe har fungeret dårligt og have behov for at få afstand til den person man har haft det så svært med. Nogle mennesker har posttraumatiske stresssymptomer i forbindelse med skilsmisse, og det er virkelig nemt at forstå, at det kan være svært at samarbejde med den person som man oplever være årsagen til, at man har det svært.

Hvorfor er det en god idé at prøve at samarbejde?
Først og fremmest fordi det har store konsekvenser for børn at være involveret i forældrenes fjendtlige følelser for hinanden. Selvfølgelig er det også svært for børn at være vidne til de konflikter, eller den "kolde luft" der kan være imellem forældre inden skilsmissen, og for nogle børn kan der - sammen med så mange andre følelser - da også være en følelse af lettelse i at slippe for dette når de voksne flytter fra hinanden. Men når forældrene ikke længere bor sammen vil det dog ofte netop være børnene som forældrene har uoverensstemmelser om, da det er det eneste område de ikke kan undgå at samarbejde om. Det kan betyde at børnene i højere grad end før skilsmissen bliver centrum for forældrenes konflikter.

Mange forældre mener, at deres børn ikke mærker noget til de konflikter de voksne har med hinanden, men utallige samtaler med børn i skilsmissefamilier har overbevist mig om, at børn meget nemt opfanger hvordan mor og far har det med hinanden, og at det er deres højeste ønske at mor og far samarbejder. Jeg har også erfaret, at børn kan leve med mange forskellige slags aftaler om f.eks. samværet, men de har svært ved at leve med at mor og far ikke kan samarbejde. Det behøver ikke være en særlig udtalt konflikt for at det er svært for børnene. For dem er konflikt enhver situation der placerer dem imellem forældrene på en måde som tvinger dem til at vælge imellem mor og far. Konflikt kan tage mange former, og uanset hvilken form det kommer i er det altid smerteligt for et barn. Jo mere intens konflikten er og jo længere den varer ved des værre er det selvfølge for barnet.

Hvordan påvirker det børn at forældrene har konflikter med hinanden?
Børn har brug for i fred og ro at kunne løse de mange udviklingspsykologiske opgaver de skal igennem mens de vokser op.
At være i midten af forældrenes indbyrdes konflikt forstyrrer den fred og ro. Børn har også brug for at kunne regne med at deres forældre sørger for deres fysiske og psykiske sikkerhed. Når børnene ser forældrene skændes med hinanden og ikke have kontrol over deres følelser, er den sikkerhed rystet lidt, og verden bliver et lidt mere truende sted.
Forældrene er rollemodeller for børnene, de viser børnene hvad man gør med sine følelser, hvordan man genfinder en indre ligevægt efter følelsesudbrud. De mennesker som barnet skal lære dette af demonstrerer nu den modsatte adfærd. Det er stærkt forvirrende for et barn.
Børn føler også ofte ansvar for forældrenes konflikter, de tror det er deres skyld at deres forældre skændes. De synes de burde kunne løse det for forældrene men oplever sig ude af stand til det, hvilket kan give dem nederlagsfølelser.
Det at have ret til at elske begge forældre lige meget bør være noget selvfølgeligt for ethvert barn. Men børn som står midt i forældrenes konflikt oplever ofte at de mister denne ret og i stedet er nødt til at tage parti for den ene forælder. Det er en oplevelse børn får også uden at forældrene nogensinde fortæller dem, at de skal tage parti. I mange tilfælde ser man disse børn som mutte, indadvendte, bange for at udtale sig, ikke-kommunikerende, aggressive, depressive.

Børn har forskellige måder at manøvrere sig igennem på. De kan lære at få fordele af situationen og sørge for at få egne behov tilgodeset. De kan også lære at blive små diplomater som bliver gode til at skjule deres egne følelser.
Mange børn bliver også gode til at tage parti for den forældre de er sammen med lige nu - de siger ét til far og noget andet til mor. De lærer at gøre alle tilfredse men mister kontakt med hvem de selv er.

Der er ingen forældre der ønsker at påføre deres børn disse vanskeligheder, de er triste over at deres børn skal opleve sådanne konflikter. Men tit ved de ikke, hvordan de skal stoppe konflikten.

Hvad kan man så gøre?
Det er en god idé at få hjælp til at få talt om det at man skal skilles og hvordan man i fremtiden vil samarbejde om børnene. Det forhindrer ikke at der kan være sårede følelser som det kan tage lang til at komme over, men det kan få stor betydning for hvordan man i fremtiden kan være forældre sammen. Man kan også have brug for at få hjælp til at finde ud af hvilke samværsaftaler børnene har brug for, og i nogle tilfælde kan det være en god idé at en udenforstående taler med børnene om dette, eller hjælper til at man samlet i familien får talt om det.
Hvis samarbejdet er kørt fast er det en god idé at få hjælp til at komme videre. Det kan dreje sig om at man får talt sammen på neutralt grund og med en udenforstående som hjælper og får indgået nogle aftaler om f.eks. samvær, mærkedage, opdragelsesstil, hvordan nye partnere skal være involverede. Det kan være nyttigt at have en aftale med en udenforstående om tilbagevendende møder 1-2 gange om året, eller oftere, for at få talt om hvordan det går med børnene. Selvom det er umuligt helt at slippe for at have noget med hinanden at gøre når man har børn kan samarbejdet i nogle tilfælde være så kompliceret at det er bedst for alle parter, hvis kontakten begrænses til et nødvendigt minimum. Også her kan det være en meget stor hjælp at have nogle faste tilbagevendende møder med en trejdjepart.

Nogle gange kan det være en god idé at barnet taler med en psykolog alene, f.eks. hvis barnet giver udtryk for vanskeligheder i forbindelse med samværet. Min mangeårige erfaring fra Statsamtet har lært mig, at det i sådanne situationer er særdeles vigtigt at inddrage begge sider af sagen.